
I det vestlige Nantes i Frankrig har et glemt hjørne af byen gennemgået en forvandling af de sjældne. Her er et tidligere industrielt stenbrud forvandlet til en frodig, næsten tropisk oase midt i byen.
I Le Jardin Extraordinaire løber en 25 meter høj vandfaldskaskade ned ad klippevæggen, og bananpalmer, bregner og århundredgammel efeu danner rammen om en ny slags urban natur.
Transformationen er i sig selv en fortælling om mod og langsigtet planlægning. Hvor mange byer ville have solgt grunden til privat byggeri, valgte Nantes at bevare stedet og lade det vokse ind i en ny rolle som fælles, offentlig attraktion. Projektet er et eksempel på, hvad der sker, når man sætter naturen først i byudviklingen – og ikke til sidst!
300 meter til et grønt område
Med mere end 200 plantearter, hvoraf mange er valgt til at understøtte stedets særlige mikroklima, er haven et eksempel på, hvordan grønne åndehuller kan spille en central rolle i fremtidens byer. Og i Nantes er det netop dét, der er planen: Le Jardin Extraordinaire er én brik i byens ambitiøse “Green Star”-initiativ, der skal forbinde alle byens parker og grønne områder til et sammenhængende netværk. Resultatet? I dag har alle byens borgere adgang til et grønt område inden for 300 meter.
Haven handler ikke kun om biodiversitet og klimatilpasning – den har også genskabt forbindelsen mellem byens kvarterer. En ny promenade med syv udsigtspunkter forbinder haven med det omkringliggende Chantenay-kvarter og skaber nye møder mellem beboere, aktiviteter og byrum.
Mere end 25.000 planter og 15.000 blomsterløg – mange plantet i fællesskab med lokale borgere – har skabt en levende og sanselig have, der både køler byens mikroklima og løfter livskvaliteten.
Le Jardin Extraordinaire har på kort tid opnået kultstatus – både blandt byens egne borgere og besøgende udefra.
Læs hele projektbeskrivelsen her