Det kan betale sig at investere i grønnere byer. Grønne åndehuller betyder bedre trivsel for byens borgere udover at de modvirker klimaforandringer og afhjælper biodiversitetskrisen. Grønnere byer vil også betyde mange nye, grønne arbejdspladser.
I målet om at klæde politikere og øvrige fagprofessionelle på med fakta og viden om, hvordan grønnere byer gør en forskel, har 3F sammen med BAT kartellet og fem grønne brancheorganisationer netop udgivet pjecen ”Bynatur betaler sig”. De fem grønne brancheorganisationer (Danske Anlægsgartnere, Danske Planteskoler, Danske Landskabsarkitekter, Park- og Naturforvalterne og Landskabsrådet) har siden 2018 arbejdet i et partnerskab i EU-kampagnen Green Cities. Og med i kuverten til kommunerne er også en folder, der præsenterer Green Cities oplæg til en grøn norm for bynatur – ”Grøn Norm 2.0”.
– Vi giver med denne fælles indsats politikere og øvrige fagprofessionelle en mulighed for at blive klædt på med fakta og viden om, hvordan grønnere byer har en betydning i målet at skabe aktive og levende byer – som vi forventer bliver et af hovedemnerne i den kommunale valgkamp. Og heldigvis er der så mange fordele ved at investere i bynatur, at de gode pointer nærmest står i kø, siger Michael Petersen, direktør, Danske Anlægsgartnere.
Først og fremmest vil en øget investering i grønne områder understøtte borgernes ønsker om velvære og trivsel. Det behov er steget markant gennem corona pandemien, hvor natur, udeliv og grønne oplevelser er blevet en integreret del af mange borgeres hverdag.
– Parkerne er byens åndehuller, og vi har brug for at trække vejret i de stadig tættere byer, fortsætter Michael Petersen.
– Det er både visionært og udtryk for rettidig omhu, hvis landets kommuner og regioner i de kommende budgetforhandlinger vælger at hæve de grønne budgetter og investere i flere grønne områder i de store byer.
Bynatur skaber flere grønne arbejdspladser
En øget investering i bynatur vil tjene sig selv hjem i form af nye, grønne arbejdspladser.
– For kommunerne er der god økonomi i at hæve de grønne budgetter yderligere, da der er store beskæftigelsespotentialer i at investere i mere bynatur, siger Peter K. Holm, formand for 3F’s Grønne Gruppe.
Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at en investering på 300 millioner kroner vil have en afsmittende job-effekt og kunne skabe cirka 600 nye arbejdspladser.
– Der forudsætter faglig indsigt at anlægge grønne byrum, så de kommer til at fungere. Derfor er det afgørende, at de grønne byrum planlægges og udføres af professionelle anlægsgartnere, pointerer Peter K. Holm.
Der vil også være afledte virkninger på beskæftigelsen til andre brancher.
Udsendelsen af ”Bynatur betaler sig” følges op med en webinar-event 7. september, hvor deltagerne kan møde Mette Gjerskov, Miljøordfører og Verdensmålsordfører (A), Curt Liliegreen, direktør Boligøkonomisk Videncenter, Susanne Grunkin, Green Cities, Danske Landskabsarkitekter, Helle Søholt, CEO, Gehl Architects og Ole Kjærgaard Danske Anlægsgartnere, Landskabsrådet.
PROGRAM OG TILMELDING WEBINAR-EVENT:
Læs mere her
Hent ”Bynatur betaler sig” her – og Green Cities folder med headlines om oplæg til en grøn norm her
For yderligere oplysninger:
Danske Anlægsgartnere – Michael Petersen M: 4058 1416
3F – Den Grønne Gruppe, Flemming Machholdt M: 2463 7529
BAT- kartellet, Sidse Buch M: 2097 4944
Følg os på:
Green Cities, 3F Den Grønne gruppe og BAT-kartellet inviterer til webinar event om bynatur tirsdag 7. september, hvor en række oplægsholdere giver indlæg om behovet for grønnere byer og hvordan bynatur skaber værdi.
24.8.2021