I disse dage er stakkevis af trykte udgaver af oplæg til Grøn Norm på vej ud til alle landets kommuner.
Kuverterne er personligt adresserede til borgmestre, udvalgsformænd, ledere og øvrige fagprofessionelle i kommunernes miljø- og teknikforvaltninger.
– Med denne indsats håber vi, at endnu flere i det kommunale system får kendskab til Grøn Norm og dermed til, hvordan der kan skabes både mere og bedre bynatur, siger Henning Roed, formand Danske Planteskoler og projektejer, Green Cities, der håber, at landets 98 kommuner vil tage godt imod Grøn Norm publikationerne.
– Vi har lagt et stort arbejde i at udarbejde Grøn Norm, og oplægget er blevet rigtig godt modtaget – både i Danmark og i udlandet, pointerer Henning Roed og tilføjer, at oplægget til Grøn Norm ikke er en facitliste.
– Oplægget skal ses som et oplæg til dialog om de forskellige værktøjer og metoder, der kan være med til at sikre en bedre balance mellem byggeri og bynatur. Den er samtidig tænkt som inspiration til kommunerne, når de skal formulere planer for byplanlægning, natur- og parkpolitik m.v.
Green Cities udgav sidste sommer et første oplæg til en grøn norm for bynatur. Den præsenterede seks metoder til at skabe mere bynatur.
Med Grøn Norm version 2.0, går Green Cities et spadestik dybere – og fokuserer her blandt andet også på kvaliteten af bynatur.
Eksempelvis præsenteres en række forskellige værktøjer, hvormed man kan vurdere og måle kvaliteten – herunder hvordan man kan værdisætte det grønne i kroner og øre.
– Vi arbejder for at bynatur for alvor kommer på dagsordenen, hvorfor vi gerne vil i dialog med flest mulige ude i kommunerne, understreger Henning Roed, der således ser frem til gennemføre konference om bynatur i samarbejde med Odense Kommune i på Odense Rådhus 24. august, hvortil politikere og fagansvarlige i Region Syddanmark er inviteret.
Læs Grøn Norm 2.0 her
Følg os på:
9.8.2020