Det tager 300 år for et træ at blive 300 år gammelt.
Med en motorsav kan det fældes på få minutter. Vi har et ansvar for de træer, der vokser i dag – at give dem plads, tid og de rette betingelser for at møde en ukendt fremtid, skriver landskabsarkitekt Per Axelsson i denne kronik, som er bragt Hållbart Samhällsbyggande.

Hvis vi vender blikket mod Japan, findes der en ældgammel tradition for at pleje træer med stor respekt og støtte dem i at opnå en høj alder. Et eksempel er Yuki-tsuri – kunsten at binde grene op for at beskytte dem mod tung, våd sne om vinteren. Ligesom mange andre japanske håndværk forenes funktion og æstetik i metoden, hvor bambusstænger og op til 800 snore pr. træ bruges til at støtte grene, der er i fare. Det vidner om en dyb forståelse for og respekt for træers værdi – som identitetsskabere og som biologisk artsbank.
Men lad os vende blikket mod Skandinavien og de træer, vi selv har. I stigende grad får træerne ikke lov at leve længe nok til at dø naturligt, og det har vidtrækkende konsekvenser for mange andre arters levesteder. I Danmark er den gennemsnitlige levetid for et træ omkring 40 år.
Et træ som røn kan blive 50–60 år, hvis det får lov at stå i fred. En eg kan blive 1.000 år – og nogle langt ældre. Fyrretræer i Sverige bliver typisk 300–400 år, og den ældste kendte, som vokser i Hornslandets nationalpark, er omkring 750 år gammel.
Verdens ældste kendte træ er en gran i Fulufjällets nationalpark i Sverige. Den kaldes Old Tjikko og er en klon, der stammer fra en rod, der begyndte at vokse for ca. 9.550 år siden – kort efter sidste istid.
Træer kan altså blive langt ældre end os mennesker, og deres biologiske værdi stiger med alderen. Men i rationelt, kommercielt skovbrug er den gennemsnitlige alder på træer i Syd- og Centralsverige kun omkring 60 år, og i Nordsverige lidt ældre. Det betyder, at træernes rolle som livsrum og garanti for biodiversitet aldrig når at udfolde sig. Resultatet er artstomme skove og mindre interessante rekreative miljøer.

Træers liv i tre biologiske faser
Træers liv kan opdeles i tre biologiske faser, der hver har forskellig værdi for biodiversiteten.
I deres ungdom og modenhed producerer træerne meget ilt, og biomassen fungerer som kulstoflager og giver skygge. De skaber ly for fugle, smådyr og insekter. Nåle og blade giver vækstbetingelser for mosser, lav og svampe. Blomstring gavner bestøvere og frugt giver føde til fugle og pattedyr.
I løbet af deres sene modenhed og alderdom bliver træerne bosteder for insekter, fugle og flagermus. Døde grene og barkflader er levested for lav og mos, mens nedfaldne blade gavner jordens næringscyklus.
Træernes tredje fase er, når de er døde og begynder at nedbrydes. De tiltrækker arter, som er specialiserede i dødt ved – både som levested og næring.
I det sydlige og centrale Sverige er egetræet det tydeligste eksempel på værdien af at lade træer blive rigtig gamle. Et døende egetræ kan være hjemsted for op mod 1.500 arter. I nord er eksempelvis asp vigtig, og den kan huse omkring 1.000 arter.
Men de værdier går tabt, hvis træerne fældes, mens de stadig er “teenagere”.
Vi har derfor brug for et nyt perspektiv, hvor flere aldre og funktioner får plads, i stedet for kortsigtede produktionscyklusser.
En interessant debat om dette foregår netop nu hos en af Sveriges største skovejere, Svenska Kyrkan. Her foreslås det, at 20 procent af kirkens skove bør beskyttes for biodiversitet og kulstoflagring, og at naturnær skovdrift skal gælde for yderligere 33procent af arealerne. Hvor radikal kirken bliver, må tiden vise.

Kortlægning af træers sundhed og alder
I byerne er der dog fremskridt: Mange kommuner arbejder nu på at kortlægge og følge deres træers sundhed og alder. Der er voksende politisk opbakning til at bevare gamle træer og endda såkaldte “træruiner”.
Men er dog flere nedslående eksempler – som den såkaldte TV-eg (også kaldet Radio-egen) i Stockholm, der var mellem 500 og 1.000 år gammel. Den stod ved TV- og Radiohuset og var et symbol for mange stockholmere i kraft af sin alder og majestætiske udseende.
Da den blev ramt af råd og vurderet som farlig, blev den fældet i 2011 – trods massive protester. Med et andet syn på gamle træer og en anden vilje til at handle kunne egen have levet videre – som både historiefortæller og levested for et væld af arter.
Hvad kan man så gøre? Mange tiltag kan hjælpe: fritstilling, beskæring, jordforbedring, støtte, vanding i tørkeperioder og gødskning. Og behovet for at gøre noget er akut.

Den sjette masseuddøen
Vi er midt i det, forskere kalder den sjette masseuddøen. FN har netop afsluttet klimatopmødet COP16 i Rom, hvor biodiversitet var på dagsordenen. Eksemplerne på biodiversitetstab er mange. I dele af Kina er bier og andre bestøvere forsvundet siden 1980’erne på grund af kemikalier, og landmænd må nu selv bestøve frugttræerne manuelt, hvilket er et utroligt krævende arbejde.
I EU er 84 procent af vores dyrkede afgrøder afhængige af insektbestøvning – en tjeneste naturen yder helt gratis – en økosystemtjeneste.

Også fuglene forsvinder. I Sverige er fuglebestanden faldet med millioner på bare fem år.
Samtidig med at vi øger vores forsvarsbudgetter i Europa, skal vi sideløbende øge støtten til økosystemstyrkende foranstaltninger i vores byer såvel som i skove og vandmiljøer.
Naturvårdsverket fastslår: Biologisk mangfoldighed er forudsætningen for alt liv på Jorden og grundlaget for menneskers velfærd og eksistens.

Læs kronikken her