– Planlæggere i hele landet arbejder uden et fælles grundlag på at løse gåden, der skal sikre og fremme bynatur lokalt, Metoderne er mange, og det samme er deres fordele og ulemper, mener landskabsarkitekt Kristel Helena Jelstrup Hansen Høje-Taastrup Kommune, der efterlyser en hvidbog, som kan danne en fælles ramme for kommuner, planlæggere og lokalpolitikere.
Vi har bedt Kristel Helena Jelstrup Hansen om at give sit bud på, hvordan opgaven med at få prioriteret og anlagt grønne områder i byerne ser ud fra landskabsarkitektens bord. Og hvad der skal til?
“Mere end tre fjerdedele af Danmarks befolkning lever i byer, og tallet vokser. Dette fører til en udvidelse af boligmassen og transportsystemerne i byerne – en fortætning, der har stor indflydelse på vores bynatur.
Samtidig er bynaturen blevet et folkeeje, som er kommet for at blive. Antallet af brugere vokser støt, og de mange mennesker har øgede krav og nye ønsker til natur- og socialværdierne i områderne, herunder biodiversitet.
De nye efterspørgsler og behov, fordrer nytænkning i kommunerne. For med den øgede interesse, affødes en grøn politisk agenda og en stigende inddragelse af borgerne i planprocessen.
Vi skal som landskabsarkitekter og planlæggere være omstillingsparate, og vi skal iscenesætte den grønne dagsorden for byrådet.
Det betyder, at i takt med at den grønne dagsorden for alvor er rykket ind på den kommunalpolitiske scene, stilles der større krav til landskabsarkitekter og planlæggere.
Bynatur skal opprioriteres
Der er et akut behov for, at infra- og bebyggelsesstrukturen og bynaturen kommer i bedre balance indbyrdes, så vores byer både nu og i fremtiden er attraktive at leve og bo i.
Men samtidig står vores bynatur relativt svagt i lovgivningen om byudvikling, hvorfor arealerne står for skud, når infra- og bebyggelsesstrukturen ekspanderer.
“Helt grundlæggende bør dansk lovgivning nytænkes, så den sætter bestemmelser, retningslinjer og krav
til mængden af bynatur. Men på trods af det stigende pres og efterspørgsel på vores bynatur,
har arealerne endnu ikke vundet indpas som en økonomisk værdifuld vare. Og en politisk
anskuelse er derfor ofte, at bynatur fungerer som restarealer, der kan anvendes til byfortætning.
Konsekvensen er til at føle på – bynaturen og mulighederne for at fremme biodiversiteten forsvinder støt.”
Hvordan får vi mere biodiversitet i byerne?
Selvom byerne ofte er relativt fattige på mængden af flora og fauna, er den ikke helt uden betydning for den globale biodiversitet. Der ligger derfor et enormt potentiale i at fremme forudsætningerne for biodiversitet i byerne.
Derfor er vi i Høje-Taastrup Kommune gået i dialog med borgere, virksomheder og boligselskaber om at skabe mere biodiversitet på deres udearealer. Hvor man tidligere monokultur, ser man nu via samarbejdet med kommunen, knopskydninger med mangfoldig natur. Samarbejdet er med til at sikre mere biodiversitet i byerne og fremme den brede forståelse for mangfoldig natur.
Biodiversitet skaber nytteværdi
Kan biodiversitetsfremmende indsatser i byerne, spille sammen med rekreation, aktivitet og bevægelse samt mødet mellem mennesker? Svaret er ja! For mange biodiversitetsfremmende tiltag har en tilsvarende positiv indvirkning på os mennesker, heriblandt ved at:
– SIKRE grønne kvadratmeter
– BEGRÆNSE afstand til anden natur
– SKABE vedvarende biodiversitet
Indsatserne spiller godt sammen med, at der i en lang række videnskabelige studier er fundet klare statistiske sammenhænge, mellem menneskers nærhed til natur, grønne områder og niveauet af deres fysiske aktivitet og sundhed (kilde: Olsen, et al. 2013).
De, der har under 300 meter til et grønt område, bruger det markant oftere, end folk med længere afstand til det grønne (kilde: Green Cities 2019 ). Afstanden gør altså en forskel, samtidigt med at borgerne kontinuerligt efterspørger mere og vildere natur. En win-win situation.
Bynatur – en samfundsøkonomisk investering
Bynatur er med til at give det urbane miljø en identitet, og samtidig skaber det et attraktivt miljø for biodiversitet, beboelse og nærhed. Bynaturen bliver en del af folks livsførelse, idet arealerne er med til at skabe de bedste rammer for et sundt, socialt og aktivt byliv.
Det bør efterstræbes, at alle borgere i danske byer skal have maksimalt 300 meter til fods til et grønt område (kilde: Green Cities 2019) – en målsætning vi har arbejdet mod i 15 år i Høje-Taastrup Kommune.
Og dertil bør bynaturen værdisættes på lige fod med infra- og bebyggelsesstrukturen.
Værdien af eksisterende bør bynatur maksimeres, med afsæt i screening, kortlægning og økosystemtjenester. Kombinationen skal være med til at understøtte en holistisk og bæredygtig tilgang til grønnere og sundere byer.
Kan en hvidbog hjælpe bynaturen på vej?
Planlæggere i hele landet arbejder uden et fælles grundlag på at løse gåden, der skal sikre og fremme bynatur lokalt. Metoderne er mange, og det samme er deres fordele og ulemper. Med en hvidbog kan regeringen danne en fælles ramme for kommuner, planlæggere og lokalpolitikere.
Når det er sagt, er der flere metoder, som vi i kommunerne selv kan anvende til at synliggøre og beskytte bynatur. Valg af greb vil variere fra kommune til kommune afhængigt af forhold og politisk velvilje.
“Men hvis vi skal fastholde vores grønne byer, bør metoder som friarealsnormer,
kortlægning og økonomisk værdisætning integreres i den strategiske planlægning.”
NYE GREB
Friarealsnormer:
Et strategisk plandokument, der skal sikre, at kommunerne både har fokus på både at opretholde eksisterende bynatur, og sætte en fælles retning for bynatur i kommunerne. Normen skal løbende afspejle det faktiske behov, så man ikke under- eller overdimensionerer behovet. Hvis friarealsnormer skal lykkes som værktøj, skal det være fleksibelt, så man undgår en copypaste-løsning, hvor man glemmer at forholde sig kritisk til indholdet.
Normerne er kvantitative og forholder sig ikke til kvaliteten af bynaturen.
Kortlægning:
Bynaturen og biodiversiteten er presset, og der bliver mindre af den. Men hvor meget bynatur har vi egentlig i de enkelte kommuner, og er politikere, fagfolk og borgere enige om, hvilke arealer der er i spil? Der er et behov for at kortlægge bynaturen, således at omfanget præciseres. Kommunerne kan derved fastslå, om omfanget af den nuværende bynatur er tilstrækkeligt.
Økonomisk værdisætning:
Der er behov for at vi sætter pris på bynatur, og arealerne kan sidestilles med byudvikling. Værdisætning skal integreres i de redskaber, der bruges af administrationen, når for eksempel politikerne tilvejebringer grundlaget for beslutninger. For at denne metode skal vinde indpas, er der behov for at den er national og udvikles på statsniveau.
Kompensationsmodellen:
Skal sikre, at det samlede bynaturareal opretholdes, således at hvor eksisterende bynatur inddrages til byudvikling et sted, erstattes arealet af bynatur et andet sted.
Metoden kan i praksis fungere som en løftestang, således at der tænkes en ekstra gang, inden kommunen inddrager bynatur til byudvikling.
Kompensationsmodellen i praksis:
I Lomma Kommun, Sverige, skal tabt natur erstattes. Her skal der redegøres for, hvordan der kompenseres eller forstærkes, så bynaturen ikke påvirkes negativt ved ændringer som følge af nyt byggeri eller byudvikling. Det betyder, at de tiltag, der yder en negativ indvirkning på naturen og biodiversiteten, i dag er omfattet af et lovmæssigt krav om, at der skal kompenseres for de værdier, der mistes – en såkaldt økologisk kompensation.
Kristel Helena Jelstrup Hansen:
– Bestyrelsesmedlem, Park- og Naturforvalterne, 2020
– Diploma of Technology in Park Engineering and Management, 2019
– Landskabsarkitekt og projektleder i HTK, 2013
Følg os på:
